Det er jo sådan nærmest pr definition godt, det at udføre frivilligt arbejde, og det mener jeg også, at det er i virkeligheden. Men derfor kan det jo godt diskuteres, om der ikke også er nogle begrænsninger eller negative konsekvenser af det frivillige arbejde. Det vil være passende at diskutere det netop i år, som man har besluttet skal være europæisk frivillighedsår, og ikke mindst fordi frivillighed er sat på programmet som afløsning for sidste års europæiske tema, som var fattigdom.

Man kunne næsten se det valg af først fattigdom og så frivillighed som svaret på spørgsmålet om, hvordan man skal løse fattigdomsproblemerne, herunder også de helbredsmæssige følger af fattigdom. Lad os løse det ved hjælp af gratis, frivilligt arbejde, kan jeg næsten høre, at der bliver foreslået. Tænkes der mon også frivillighed på sundhedsområdet? Lidt polemisk kunne jeg jo påstå, at man allerede har gennemført optakten til sådan en strategi, blandt andet ved at fremme sundhedsforsikringer og privathospitaler.

Bid efter bid bliver der taget af det solidariske offentlige sygehusvæsen. Det har virkelig taget fart gennem de sidste 10 år, godt støttet af en regering, der jo arbejder målrettet på at minimere det offentlige og fremme det private inden for alle områder. Ganske vist har stigningen i andelen af de private profit-hospitaler kun bevæget sig fra omkring 0,2 % til 2 % af det samlede sygehusvæsen, og ganske vist er det blevet slået fast igen og igen, at privatiseringen ikke skal betyde reduktion af det offentlige sundhedsvæsen.

Men samtidig er det offentlige sygehusvæsen jo grundigt blevet sat på slankekur. Slankekuren består i at skære ned på personaleudgifter og at effektivisere. Det er ikke rart, når medarbejdere skal afskediges, hverken for dem, der skal beslutte, hvem der skal afskediges, og slet ikke for dem, der bliver afskediget. Men det er ikke det værste. Der, hvor det virkelig kommer til at være smertefuldt, er hos de patienter, der vil opleve, at sygehuset har endnu mindre tid til dem, tilbyder endnu mindre omsorg og stiller endnu større krav til patienterne om motivation og samarbejdsvilje. Altså noget, der først og fremmest rammer de patienter, der ikke har tilstrækkelige sociale ressourcer.

Og så er det, at jeg bliver bekymret for, at nogle får den idé, at der skal satses på, at en del af sundhedsarbejdet til socialt udsatte kan udføres af frivillige professionelle sundhedsarbejdere. ”Bisserne” er et godt frivilligt projekt, der yder gratis tandlægebehandling af veluddannede tandlæger til personer, der er hjemløse. Men det er også et projekt, der er afhængigt af, at der kan skaffes midler til indkøb af det nødvendige udstyr og administration.

Jeg ser det for mig. Et privat sundhedsvæsen, der rummer de mest moderne og eksklusive behandlingstilbud for den del af befolkningen, der har størst værdi og flest ressourcer, et offentligt sundhedsvæsen, der kan klare de mest avancerede behandlingstilbud med glans, men selektere, hvem der skal tilbydes disse behandlinger og ellers i et skrabet system tilbyder behandling til alle. Bortset fra de, der heller ikke passer ind dér, fx de borgere, der opfattes som socialt udsatte, og som ikke er alvorligt syge. De henvises til frivillige sundhedstilbud.

Lad mig til sidst slå fast, at jeg mener, at frivilligt socialt arbejde både er godt for samfundet og for de, der udfører, og de, der modtager. Det gælder også, når det drejer sig om sundhedsarbejde, og det hvad enten det er ikke-professionelle eller professionelle, der udfører det. Naturligvis sådan at ikke-professionelle kun udfører arbejde, der ikke kræver en egentlig uddannelse. Men jeg kan bekymre mig, når frivilligt arbejde bliver en del af det offentliges strategi. Det offentlige må gerne hjælpe til med økonomien, men skal holde fingrene fra at lægge en politisk slagplan, hvor frivilligheden udbyttes til at sikre tilbud på bekostning af de offentlige indsatser.

Frivilligt sundhedsarbejde kan være et godt supplement til det offentliges tilbud. Og måske kan mit billede af et tredelt sundhedsvæsen med et ressourcesvagt nederste niveau opfattes som et fortænkt skræmmebillede. Men det skal opfattes som en advarsel om, hvordan det kan gå, og hvordan jeg ser, vi værdipolitisk bevæger os. Altså som et indlæg i debatten om frivillighed og sundhedsarbejde.       

 

Preben Brandt 

Oktober: Opvækst i armod